Pressemeddelelse fra Sjællands Amatør Bokse Union:

 

 SABU-brevhoved

 

SABU informerer torsdag 5. marts 2009

 

 

Martin Kristjansen 

 

Martin Kristjansen


- mod ny titelkamp
 

 

 

 De Sjællandske Mesterskaber afholdes i den kommende weekend, med stævner fredag, lørdag og søndag, 6. til 8 marts. Mesterskaberne er i alle kategorier og for såvel mænd som kvinder. Der er i år - sammenlignet med de senere år - rekordstort deltagerantal, idet der er godkendt 188 bokser, hvilket giver flere end 75 kamp over de 3 dage. Der er deltagere fra flere af SABU’s foreninger end tidligere så det tyder på, at der arbejdes godt i klubberne.

 

  Sjællands Amatør Bokse-Union afholder Sjællandske Mesterskaber i samarbejde med den fremdriftige klub Karlebo Bokseklub, der i 2007 modtog Netværksprisen – der også går under navnet Erhvervslivets Ridderkors – for deres arbejde med integration i Fredensborg området. Det er første gang, at denne pris er givet til en idrætsforening.

 

  På baggrund af formanden for Karlebo Bokseklub, Søren Rommelhoffs, personlige venskab med Team Palle, så har arrangementet fået foræret 2 professionelle kampe med europæiske topboksere.

 

  Den regerende EU-mester Lolenga Mock skal forsvare sin titel mod den skrappe spanske officielle udfordrer, Gabriel Campillo, der i Spanien har fået tilnavnet ”Chico Guapo”, hvilket betyder ”Smukke Dreng”. Campillo begyndte at bokse bare for sjov som 19-årig, men året efter begyndte han at træne seriøst, og han deltog som amatør i såvel nationale og internationale turneringer. Han boksede 25 kampe amatørkampe og opnåede en rekordliste på 21-2-2.

 

  Gabriel Campillo boksede for kort tid siden i Tyskland om Europamesterskabet mod Karo Murat, hvor han yderst kontroversielt måtte se sig besejret på point. Mange ”eksperter” så ellers Campillo vinde 8 af de 12 omgange, så det kan blive mere end svært for Lolenga Mock at forsvare sin EU-titel.

 

  Der er nu også fundet modstander til Europa Ranglistens #5, Martin Kristjansen, der den 5. april sidste år boksede hovedkamp i Sheffield, for øjnene af 12.000 tilskuere, hvor han mødte det hotteste europæiske talent, Amir Khan, der er sølvvinder fra de Olympiske Lege i Athen 2004. Kampen gjaldt WBO’s InterContinentale titel og selvom Martin blev stoppet i 7. omgang, så gjorde han en fremragende figur og blev rost til skyerne af de engelske medier.

 

  Siden kampen i Sheffield har Martin Kristjansen bokset en kamp, hvor han stoppede brasilianeren Wellington de Jesus i 4 omgang. Martin er allerede godt på vej tilbage til kampen om titler og er senest blevet tilbud en kamp om Europamesterskaber mod den britiske Europamester, Johnny Thaxton. En titelkamp er måske også muligt inden årets udgang, men det kræver en sejr og overbevisende indsats på søndag mod ungareren Ferenc Szabo, der møder op med en rekordliste på 13-9-2 KO 6. Szabo har i sine 2 seneste kampe, der var på udebane, mødt den tidligere IBF junior-Verdensmester og EBU EU Champion, Michele di Rocco samt den tidligere Europamester, armenieren Leva Kirakosyan.

 

Der er 2 spændende professionelle kampe, hvor der er lagt op til god underholdning og dramatik, som garnering til amatørmesterskaberne. - Se det professionelle program her.

 

  Amatørmesterskaberne byder, som nævnt, på flere end 75 kampe. CIK deltager med flest boksere, nemlig 22, fordelt i alle kategorier. I senior-mesterskabernes letsværvægt er det, som CIK’s træner Ricard Olsen udtaler det ”et rent klubmesterskab”, idet der som de eneste er tilmeldt 3 CIK’ere i klassen, nemlig den Danske Mester Khalid Mbarki, Faridul Durani og Michael Andersen. Ricard Olsen siger: ”Det kan meget vel blive nogle meget drabelige kampe. Jævnbyrdigheden er stor og ingen vil tabe til en klubkammerat. Det er ingen favorit på forhånd”.

 

  Om seniormesterskabet i weltervægt er der direkte finale mellem måske de to største talenter i sjællandske boksning p.t., Alexander Richards, Frederiksværk, og Patrick Nielsen, CIK. Mens Richards er et forholdsvist ubeskrevet blad, så har Patrick Nielsen været fremme i et stykke tid som et stort talent i henholdsvis ungdoms- og juniorrækkerne. I år får vi så se om talentet rækker til en senior-titel. Patrick er godt forberedt og har inden for det seneste år sparret en del med Mikkel Kessler, der da også omtaler ham som et stort talent.

 

  Den 3-dobbelte Sjællandske Mester og dobbelte Danske Mester, Osama Hadifi, CIK, må nok finde sig i favoritværdigheden i weltervægt, hvor han skal kæmpe om mesterskabet mod 5 andre deltagere. Her vil vi fremhæve genopstandne Leo Frimark, Slagelse og førsteårssenior, Mark Groth, Ballerup.

 

  Allerede lørdag bokses seniorfinalen i letvægt og det forventes at blive et brag af en kamp, når den Danske- og Sjællandske juniormester fra sidste år, Rashid Kassem, SIK Fight, og den forsvarende Sjællandske Mester, Walid Ali, CIK, tørner sammen.

 

  På kvindesiden vil vi især fremhæve klasserne letvægt og weltervægt. I letvægt var godkendt 4 boksere, men der er afbud fra Maja Gierringe, Græsted-Gilleleje. Sarah Mahfoud, Hillerød, var eneste deltager i fjervægt, men rykkede, så der således stadig er 4 deltagere i letvægt: Astrid M. Hansen, Ballerup, Maria Jacobsen, Team Bredahl og altså Sarah Mahfoud, Hillerød.

 

  I weltervægt er 4 deltager, hvor de 2 stærkeste på forhånd ser ud til at være den Sjællandske- og Danske Mester og nr. 3 ved EU-mesterskaberne 2008, Gry Espensen, Jyllinge Boxing Team, og den Sjællandske og Danske Mester i letmellemvægt 2008, Synne Stephansen, IK 99. De to øvrige er: Line Thygesen, Ringsted, og Jannie Fjordager, Hvidovre.

 

  Mesterskaberne, samt de 2 professionelle kampe, afholdes på Holmegårdsskolen, Holmegårdsvej 102 i Kokkedal og afvikles som følger:

 

Fredag  6. marts kl. 18.30 – Indledende kampe
Lørdag  7. marts kl. 11.00 – Indledende kampe
Lørdag  7. marts kl. 18.30 – Semifinaler
Søndag 8. marts kl. 12.00 – Finaler, samt 2 professionelle kampe

 

Med venlig hilsen
Sjællands Amatør Bokse-Union