Martin Kristjansen igen udfordrer til EU-titlen...

   
Martin Kristjansen vs Lora-2

Kristjansen møder
EU Champ Nguyen


  Det europæiske bokseforbund, EBU, har udpeget Martin Kristjansen som officiel udfordrer til den regerende mester, den vietnamesiske fødte spanier Hoang Sang Nguyen, der vandt titlen den 16. januar i år, ved at besejre en anden spanier, Rudy Encarnacion, på point over 12 omgange.

  Martin Kristjansen har en flot rekordliste lydende på 21-3-4. Til dato har han bokset 5 titelkampe, hvoraf de 2, der begge var om WBO’s InterContinentale titel, er vundet.

  Allerede i sin 13. professionelle kamp, boksede han om Europamesterskabet mod Stefano Zoff på dennes hjemmebane i Milano og tabte på point efter en flot indsats. Senere boksede de to revanchekamp på Martins hjemmebane i Slagelse i en kamp, der gjaldt den ledige EU-titel og Martins WBO I/C-titel. Det blev vel nok en af de hårdeste og blodigste kampe i nyere tid og efter 12 fantastisk underholdende omgange, blev kampen dømt uafgjort – 1 dommerstemme til hver, mens 1 dommer havde uafgjort.

Martin Kristjansen vs Lora-1

  Martin Kristjansen fik i april 2008 chancen mod den engelske superstar og Commonwealth Champion Amir Khan, der som bare 17-årig vandt sølv ved OL i Athen. Her boksede Martin en yderst flot kamp, men blev stoppet af kamplederen i 7. omgang, og måtte dermed se WBO’s I/C-titel gå til Khan. Amir Khan blev kort tid efter WBA verdensmester.

  Nu får Martin, der er nr. 6 på både EBU’s Europarangliste- og EU-listen altså igen chancen for at vinde en titel, når han skal møde EU-mesteren fra Spanien, Hoang Sang Nguyen, der på Europaranglisten er nr. 9.

  Der er frivillige forhandlinger frem til 16. april, hvorefter kampen bliver udbudt i purse offer, så endnu vides det altså ikke, hvor kampen skal bokses.