Martin Kristjansen indstiller karrieren 

 

Kristjansen-1

En sand gentleman
har valgt at takke af
 

Martin Kristjansen har netop besluttet sig for at indstille sin karriere. Martin har igennem hele sin professionelle karriere opført sig som en sand gentleman, bokset de kampe han blev tilbudt og taget de chancer der bød sig såvel i udlandet som på hjemmebane.

Der var altid sikkerhed for fremragende boksning, spænding og god underholdning når Martin var i ringen.

Allerede i sin 13. kamp boksede han på udebane i Italien, den 12. marts 2005 om Europamesterskabet mod den forsvarende mester Stefano Zoff.  Her ydede Martin en yderst flot præstation og tabte på points efter en spændende og flot kamp. Efterfølgende boksede Zoff om IBF verdensmesterskabet.

Martin Kristjansen vandt sin første titel, da han på hjemmebane i Vesthallen, Slagelse, den 30. september 2005, mødte WBA’s Pan African Champion, Anthony Tshehla, om WBO’s InterContinentale titel. Det blev en god og velbokset kamp, som Martin vandt på TKO i 10. omgang over den tidligere WBC International-, South African- og All-African Champion.

Den 5. december 2006 var der lagt op til en revanchekamp mod italienske Stefano Zoff. Kampen blev bokset på Martins hjemmebane i Antvorskovhallen i Slagelse. Kampen gjaldt Martins WBO-titel, samt EBU’s ledige EU-titel. Det var en yderst hård og dramatisk kamp som efter 12 spændende omgange blev erklæret uafgjort, hvilket var et retfærdigt resultat, og Martin beholdt derfor sin WBO-titel.

Kristjansen vs Khan
Martin Kristjansen mødte supertalentet, englænderen Amir K
han, på hans
hjemmebane i Bolton og blev stoppet i 7. omgang efter en flot indsats.

Netop WBO-titlen blev adgangskort til Martin Kristjansens største kamp i karrieren, da han den 5. april 2008, i Bolton, England mødte den engelske superstar, Amir Khan, for øjnene af 12.000 tilskuere, det hotteste europæiske talent, sølvvinder fra de Olympiske Lege i Athen 2004 og nu regerende WBA verdensmester. Kampleder, Micky Vann valgte at stoppe kampen i 7. omgang til fordel for Amir Khan. Martin boksede en fremragende kamp og høstede stor ros fra den britiske promotor, Frank Warren.

Siden boksede Martin Kristjansen 3 kampe, med sejre i de 2 og den seneste kamp, der var mod Felix Lora i Århus 30. januar i år, blev erklæret uafgjort.

Martin der p.t. er officiel udfordrer til EU mesterskabet, mod den regerende EU-mester, den vietnamesisk fødte spanier, Hoang Sang Nguyen – en kamp han nu vælger at trække sig fra for som Martin siger: ”Lysten og gejsten til at træne hårdt og seriøst er der ikke længere. Derfor har jeg valgt at stoppe på toppen i stedet for at bokse en titelkamp, når lysten og viljen ikke længere er 100 % med.

Manager, Bettina Palle, udtaler at det selvfølgelig er ærgerligt at Martin Kristjansen stopper, men bakker samtidigt op om hans beslutning.

Kristjansen og Kristjansen
Martin Kristjansen boksede alle sine kampe som professionel med sin far,
Kristjan Kristjansen (th), i hjørnet.

"Det har været en stor fornøjelse at arbejde med Martin og hans familie, udover at være sympatisk er Martin loyal og en fremragende repræsentant for boksesporten og jeg vil gerne takke for vores gnidningsløse samarbejde", siger Bettina Palle.