Vinder knusende sejr i retten over tv-stationen:

Palle30a
Team Palle vs dk4:
30,7 millioner kr.
 


Armbevægelserne var kæmpestore, og ordene samt alle påstandene endnu større, da den lille tv-station dk4 - alias dens tidligere ejerselskab CIAC A/S - i januar 2008 pustede sig op og stævnede Mogens Palle for 27 mio. kr. for påstået misligholdelse af parternes tv-aftale.

Mogens Palle slog kontra mod dk4/CIAC og fremsatte et erstatningskrav på 25 mio. kr. for tabte indtægter i forbindelse med den af dk4 ophævede tv-kontrakt.

Nu foreligger resultatet:

Mogens Palle har vundet en øredøvende knusende sejr på 30,7 mio. kr.:

25,5 mio. kr. i erstatning, renter 5,1 mio. kr., sagsomkostninger 100.000 kr. samt retsafgift 75.000 kr. - eller i alt 30.766.000 kroner.

Problemet er blot, at midlerne til at betale den gigantiske dk4-øretæve ikke er til stede i tv-stationens tidligere ejerselskab.

"Der var ingen ende på alle påstandene om, hvor god en sag dk4-folkene havde, da de i sin tid stævnede Bettina og mig," kommenterer Mogens Palle.

"Jeg kan sagtens huske, hvordan dk4s såkaldte sportschef Ib Søby rigtig "glædede" sig til at få alle sandhederne frem i retten. Og jeg kan huske alle hans verbale angreb og horrible påstande om, hvordan vi havde drevet dk4 rundt i manegen og andre uhyrligheder af samme skuffe.

Men undervejs tabte Søby og hans ledelse mere og mere af luften ikke mindst økonomisk og måtte ty til endnu et af sine højest dunkle selskabs-ejerskifter.

Derfor må jeg i dag med stor bitterhed konstatere, at Søby, Hasner og hele deres uigennemskuelige hold ikke er i stand til at betale mig og Bettina en eneste krone af den erstatning, som de skylder os for deres brud af vores fælles tv-kontrakt.

Det kalder jeg en uartig billig omgang, men nu får offentligheden syn for, hvordan man åbenbart driver professionel forretning på den lille tv-station, hvis ringe seertal man næsten ikke kan få øje på, efter at de frasagde sig vores boksestævner af meget høj sportslig kvalitet," siger en fortørnet Mogens Palle.

"Helt grotesk blev det, da dk4s advokat en gang i foråret ringede mig op og undskyldte, at han nu måtte træde ud af sagen, fordi heller ikke han havde udsigt til at få penge af dk4s tidligere ejerselskab."

Mogens Palle kan i dag kun konstatere, at han har vundet en kæmpesejr, som han ikke kan bruge til spor.

"Jeg finder det ærlig talt helt hen i vejret, at det danske retssystem virkelige tillader, at et så åbenlyst suspekt foretagende som CIAC A/S kan få lov til at føre sig frem med en så omkostningskrævende retssag, når selskabet meget længe ikke har ejet dronningens mønt.

Jeg vil både kalde det uetisk og i øvrigt helt til grin," siger Mogens Palle.

 

Retten i Glostrups domsafgørelse

Ekstra Bladet 7. januar 2008

Ekstra Bladet 30. oktober 2009